Sådan kommer du og I videre efter utroskab
Når jeres verden slår revner, og tilliden forsvinder mellem jeres hænder, føles hverdagen pludselig uoverskuelig. Utroskab er en af de dybeste kriser, et parforhold kan rammes af, og uanset om du står som den bedragede part i dyb utryghed, eller du bærer på den tunge skyld efter en løgnehistorie, sidder du lige nu med det samme brændende spørgsmål:
Hvordan kommer vi videre?
Det sværeste skridt er det allerførste – beslutningen om at række ud efter hjælp, før de fastlåste skænderier slider jer helt op. Du behøver ikke at have alle svarene klar på forhånd.
Hos Larsen & Ravn dømmer vi jer ikke. Vi skaber det trygge rum, hvor I kan blive grebet, forstået og hjulpet igennem smerten, så I enten kan genopbygge et stærkere fundament i fællesskab eller finde en afklaret vej hver for sig.
Hvad gør utroskab ved parforholdet?
Når utroskab kommer frem i lyset, eksploderer den virkelighed, I hidtil har delt. Det handler sjældent kun om det intime svigt; det er hele fundamentet under jeres fælles tilværelse, der forsvinder under fødderne på jer. Hverdagen, som i går var forudsigelig og velkendt, føles pludselig fremmed og uoverskuelig – uanset om man er mand eller kvinde.
De praktiske rammer, der før holdt jeres liv sammen, bliver med ét de steder, hvor smerten og spændingerne fylder mest. Hjemmet er ikke længere et helle. At sidde over for hinanden ved middagsbordet, at køre børnene til sport eller at pakke opvaskemaskinen sammen bliver pludselig til en følelsesmæssig slagmark. Atmosfæren i huset bliver så tung, at den er svær at trække vejret i, og selv de mest trivielle dagligdags gøremål kræver enorme mængder energi, fordi jeres tanker hele tiden kører i ring.
Hverdagen ændrer sig dog markant afhængigt af, hvilket perspektiv man står med:
For dig, der har levet med en hemmelighed og været utro, rammer hverdagen som en mur af udmattelse. Den konstante alarmtilstand, du måske har været i for at skjule sandheden, bliver udskiftet med en dyb frygt for konsekvenserne og et massivt pres. Det praktiske samliv bliver svært, fordi hvert eneste blik, spørgsmål eller berøring fra din partner minder dig om det svigt, du har begået. Skyldfølelsen og skammen kan gøre det fristende at trække sig helt ind i sig selv, lukke af eller gå i defensiven, fordi hverdagens krav fortsætter, mens alt indeni slår revner.
For dig, der er blevet bedraget, bliver hverdagen invaderet af en lammende utryghed. Din hjerne overbelastes af spørgsmål og indre film, der kører i båndsløjfe. Hver gang din partner tager sin telefon, kommer fem minutter for sent hjem fra arbejde eller blot kigger væk, går din krop i akut alarmberedskab. Det, der før var helt normale, uskyldige situationer i jeres samliv, bliver nu triggere for jalousi og mistillid. Du mister fodfæstet i dit eget liv, fordi du ikke længere ved, hvad der er sandt, og hvad der er løgn i jeres fælles historie.
Utroskab ryster jeres tilværelse så dybt, fordi det tvinger jer begge til at genoverveje alt, hvad I troede, I vidste om jer selv, hinanden og jeres fremtid sammen.
Kommunikationssammenbrud og modstridende behov
Når chokket har lagt sig en smule, rammer hverdagen næste store barriere: Kommunikation bliver pludselig en disciplin, der føles helt umulig. Konfliktniveauet eksploderer og vokser til uanede højder, ofte over de mindste, mest hverdagsagtige ting. Det sker, fordi alt i rummet mellem jer er ladet med uforløste følelser. En samtale om, hvem der køber ind, eller hvem der henter børnene, kan på to sekunder eskalere til et voldsomt skænderi om svigt og løgne, fordi paraderne er oppe, og nervesystemet hos jer begge er fuldstændig overbelastet.
Midt i dette kaos opstår der næsten altid et smerteligt paradoks, hvor I har to vidt forskellige behov for at overleve krisen:
Du, der er blevet bedraget, kan have et desperat behov for at vide alt, tale om det konstant og have din partner helt tæt på for at lede efter en flig af den tryghed, der forsvandt. Du har brug for at se og mærke, at den anden er der.
Omvendt kan du, der har været utro, have et enormt behov for ro, afstand og en pause fra den konstante strøm af spørgsmål og anklager, fordi skylden og magtesløsheden overmander dig.
Det efterlader jer i et uløseligt vakuum, hvor I skal navigere i, om I overhovedet kan holde ud at være i samme stue, eller om I har brug for at trække stikket og være hver for sig i en periode. Men selv beslutningen om en pause eller en midlertidig adskillelse bliver en konflikt i sig selv, fordi den enes behov for luft føles som endnu et svigt for den anden, og den enes behov for nærhed føles som et kvælertag på den, der forsøger at trække vejret.
Når den ene bærer på skyld, og den anden har mistet trygheden
Når jeg sidder over for par, der kæmper for at finde fodfæste efter et tillidsbrud, mærker jeg med det samme, hvor dyb kløften imellem dem er. Det føles ofte som at tale med to mennesker, der har oplevet to vidt forskellige katastrofer – selvom det er den samme begivenhed, der har ramt dem.
Jeg ved udmærket godt, at det i starten føles fuldstændig umuligt at sætte sig i den andens sted. Når din egen smerte eller skyldfølelse er så rå, har du mere end nok i bare at overleve dine egne følelser time for time. Men min erfaring efter mange år med par i krise er klar: Vi kan ikke hele så dybt et sår, hvis opgaven bliver lagt på kun den énes skuldre. Det kræver en fælles indsats, og det kræver en form for samarbejde, selvom fundamentet slår revner.
Problemet er, at jeres følelser lige nu trækker jer i to stik modsat rettede retninger. For at forstå, hvorfor samtalerne derhjemme så let eksploderer eller ender i lammende tavshed, er vi nødt til at skille de to virkeligheder ad. Så lad os kigge nærmere på de to forskellige positioner.
Den bedragede part
Når du er den, det er gået ud over, bliver din indre verden forvandlet til et totalt følelsesmæssigt kaos. Jeg oplever tit, at folk nærmest føler sig uretfærdigt behandlet af livet selv. Du føler dig så inderligt svigtet, snydt og overladt til en lammende frygt, at du hurtigt kan blive fuldstændig handlingslammet. Tankerne kværner i døgndrift:
“Hvad skal jeg gøre?”
“Hvad kan jeg overhovedet gøre?”
“Skal jeg pakke mine ting og skride, eller skal jeg blive og kæmpe?”
Midt i dette kaos dukker der næsten altid et utroligt smertefuldt spørgsmål op:
“Er det i virkeligheden min skyld?”
Selvom det rationelt set er den anden, der har truffet valget om at være utro, er det skræmmende normalt, at du begynder at vende anklagen indad for at finde en forklaring. Du spørger dig selv, hvad det er, du har gjort forkert.
“Har jeg ikke været god nok?”
“Har jeg ikke været interessant eller spændende nok som mand eller kvinde?”
“Hvor svigtede jeg?”
Tab af tryghed og behov for kontrol
Fordi du løjet for og ført bag lyset, opstår der et desperat behov for at kende hver evig eneste detalje omkring utroskaben.
Din hjerne har brug for at stykke virkeligheden sammen igen, og derfor fylder de her spørgsmål alt i dit hoved:
“Hvad er der helt præcis sket?”
“Hvor henne foregik det?”
“Hvornår på døgnet var det”, og
“Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?”
Det er vigtigt for mig at sige til dig, at alle disse uforløste følelser, vreden og det massive behov for kontrol er en fuldstændig sund og normal reaktion på en dyb, unormal krise. Din hjerne forsøger blot at beskytte dig og finde fast grund under fødderne igen. Det må bare ikke blive til en overreaktion!
Den utro part
Når jeg arbejder med dig, der har været utro, møder jeg ofte et menneske, der er ved at drukne i indre konflikter. Det er en udbredt misforståelse, at den utro part bare er kold, kynisk eller ligeglad, når sandheden rammer bordet. Tværtimod oplever jeg, at det er fuldstændig normalt at blive ramt af en dyb, lammende skyldfølelse og en skam, der er svær at bære. Du står midt i synet af den smerte, du direkte har påført det menneske, du elsker – og det slider dig op indefra.
Skammen
Den tungeste del af skammen handler ofte om løgnen. Du har løjet for din partner, snydt og holdt ting skjult, og nu skal du leve med den rå virkelighed, det er at være blevet taget i det. Men konsekvensen stopper ikke der. Det sværeste i hverdagen bagefter er at indse, at dine ord har mistet deres værdi. Du har skabt en mur af total mistillid, og du vil opleve, at din partner overhovedet ikke stoler på noget af det, du siger længere – selv ikke de helt små, uskyldige ting. Det kan føles enormt frustrerende og håbløst, at uanset hvor meget du taler sandt nu, så bliver du mødt med skepsis og kontrol.
Frygt og afmagt
Den frygt og afmagt gør dig ofte handlingslammet: Hvad kan jeg overhovedet sige eller gøre nu, som ikke gør det værre? Når din partner reagerer med vrede, opstår der en svær mekanisme: Du kan føle dig trængt op i en krog og få en voldsom trang til at trække dig, lukke i eller gå i forsvarsposition. Det handler sjældent om, at du ikke vil din partner, men nærmere om, at din egen magtesløshed og skam overmander dig. Det er min opgave at minde dig om, at denne skyld og din partners mistillid er en helt normal del af krisen. Men for at vi kan bryde mønsteret, må vi lære at stå i din partners mistillid, uden at du selv forsvinder i skammen over din løgn.
Når utroskab bliver et gentagende mønster
Når jeg møder par i klinikken, hvor utroskab er sket én enkelt gang som et isoleret chok efter 1, 5, 10 eller 20 års ægteskab, står vi over for en akut krise, hvor fundamentet skal genopbygges. Men desværre møder jeg også forholdsvis ofte en helt anden virkelighed. Jeg møder par, hvor trivslen og samlivet har skrantet i årevis, fordi utroskaben ikke er en enlig svale, men et mønster, der har gentaget sig igen og igen igennem lange perioder.
Når sandheden endnu en gang rammer bordet, og parret sidder i min sofa, bliver jeg næsten altid mødt af det samme mønster: Den part, der har været utro, sidder egentlig bare og trækker lidt på skuldrene. Vedkommende kan simpelthen ikke give nogen ordentlig forklaring på, hvorfor det skete igen.
Forkert fokus
Ofte har parret i stedet et massivt fokus på, at deres problemer skyldes hverdagens konflikter, at vi ikke kommunikerer ordentligt, eller at vi mangler nærvær og samvær i tilværelsen. De leder efter forklaringen i parforholdets svagheder.
Men som terapeut er jeg nødt til at skære ind til benet her: Når utroskab er et gentagende mønster, står vi over for en ganske anden opgave.
Forklaringen skal nemlig sjældent findes i parforholdet, men derimod i den utro parts personlige reaktionsmønstre.
“Det betyder at det er den metode, vedkommende helt ubevidst har lært at anvende for at løse eller dulme visse personlige problemstillinger og indre behov.”
Gentagende mønstre handler om ubevidste flugtmekanismer
Det ser jeg for eksempel, når utroskaben i virkeligheden fungerer som en ubevidst flugtmekanisme: Hver gang hverdagen spidser til med pres på jobbet, økonomiske bekymringer eller personlig modgang, tænder reaktionsmønstret en ubevidst trang til at flygte ind i en ny, intens forelskelse eller affære for at slippe væk fra det svære.
Et andet klassisk eksempel er den dybe, ubevidste søgen efter ekstern bekræftelse. Hvis man inderst inde bærer på en grundlæggende følelse af utilstrækkelighed eller mindreværd, kan affæren blive den metode, man ubevidst bruger til at dulme den indre tomhed med. Men fordi det er et mønster, mætter bekræftelsen kun kortvarigt, og så må man af sted igen.
Det er de her underliggende reaktionsmønstre, der skal bearbejdes under en forsigtig og professionel lup. Hvis vi bare reparerer på kommunikationen og nærværet i parforholdet, overser vi den egentlige motor bag mønstret, og så vil det ske igen. Opgaven her er derfor langt mere dybdegående, fordi vi både skal reparere det fælles tillidsbrud og samtidig hjælpe den ene part med at bryde et personligt, ubevidst reaktionsmønster indefra.
Sådan kommer I bedst videre i fællesskab
Hvis I skal have en jordisk chance for at genopbygge jeres samliv, er I nødt til at forstå, at I står med to vidt forskellige oplevelser og to helt forskellige roller i denne proces. Det er ikke et nemt arbejde, og det kræver, at I indgår en klar og præcis aftale: I skal tale åbent om jeres følelsesmæssige oplevelser af utroskaben, men I skal lade være med at forsøge at “fikse” eller rette på hinanden undervejs. Det handler om at lytte og udtrykke forståelse for, at den anden ser situationen fra et helt andet sted end dig selv.
I praksis betyder det, at jeres opgaver er vidt forskellige:
Den utro partners rolle
handler først og fremmest om at finde modet til at være 100 % ærlig. Tiden med halve sandheder og hvide løgne er uigenkaldeligt forbi. Du skal kigge indad og afklare, hvad der reelt skete i dig, og du skal tage det fulde ansvar for at foretage de nødvendige forandringer, der sikrer, at det her aldrig sker igen. Aldrig. Og så skal du stoppe med at bruge energi på verbalt at overbevise din partner om, at alt har ændret sig. Det har ingen værdi lige nu. Du skal i stedet bevise det hver eneste dag gennem din adfærd og dine handlinger.
Fakta: Værd at vide om voldsomme følelser og overreaktioner
Midt i chokket efter utroskab findes der reelt ikke noget, der hedder en overreaktion. Dit nervesystem er i undtagelsestilstand, og vreden, jalousien eller lysten til at råbe højt er en fuldstændig naturlig forsvarsmekanisme. Når vi taler om at “tilpasse sine reaktioner”, handler det ikke om, at du skal lægge låg på din smerte. Det handler om, at reaktionerne med tiden ikke må blive jeres faste hverdag, så I ender med at slide den sidste rest af parforholdet op, før I overhovedet er kommet i gang med at genopbygge det.
Den bedragede partners rolle
er mindst lige så svær, men har et andet fokus. Du skal med tiden passe på, at dine naturlige forsvarsmekanismer og mistillid ikke ender med at blive permanente overreaktioner, der låser jer fast i fortiden for altid. Det kræver, at du på et tidspunkt tager en bevidst beslutning om at trække en streg i sandet og begynde at se fremad. Du skal være villig til at være proaktiv i forhold til langsomt at genetablere tilliden, i takt med at din partner viser dig de rigtige handlinger.
At komme videre er ikke noget, der sker af sig selv over tid. Det er en aktiv, fælles beslutning, som I skal genbekræfte over for hinanden hver eneste dag.
Fakta: Hvordan genetablerer man overhovedet tillid?
Tillid er ikke noget, den utro part kan “bede om”, og det er ikke noget, den bedragede part bare kan “beslutte” at have fra den ene dag til den anden. Tillid genopbygges udelukkende i mikroskopiske doser gennem adfærd over tid. Det sker, når den utro part holder sine aftaler til punkt og prikke, svarer roligt på de samme spørgsmål for tyvende gang og viser fuld åbenhed. Først når den bedragede mærker denne konstante, ændrede adfærd i hverdagen, bliver det muligt langsomt at sænke paraderne og proaktivt lade tilliden gro igen.
Hvornår er det tid til at overveje parterapi?
Når man står midt i ruinerne efter utroskab, kan det være utroligt svært at vurdere, om parforholdet overhovedet står til at redde. Mange forsøger i månedsvis at løse krisen selv derhjemme, men må sande, at de blot graver grøfterne dybere, fordi følelserne og mistilliden spænder ben for enhver konstruktiv samtale.
Hvis I oplever, at de samme skænderier gentager sig i en uendelig båndsløjfe, at tavsheden har overtaget jeres hjem, eller at I sidder fuldstændig fastlåst i modstridende reaktionsmønstre, er det et tydeligt tegn på, at I har brug for professionelle øjne udefra. En uddannet parterapeut dømmer jer ikke; opgaven er i stedet at skabe det trygge og strukturerede rum, som I ikke selv kan etablere i øjeblikket, så jeres samtaler ikke eksploderer.
Førstehjælp til parforholdet: Sådan starter jeres bearbejdning
Hvis I beslutter jer for at række ud efter hjælp og starte jeres genopbygning hos mig, vil processen altid følge disse fire konkrete og nødvendige skridt:
- Trin 1: Den indledende afklaring Vi starter med en uforpligtende forsamtale, hvor vi sikrer, at kemien er i orden, og hvor I får mulighed for at lufte jeres umiddelbare situation og de største frustrationer.
- Trin 2: Stop den akutte blødning I de første sessioner i klinikken lægger vi en klar dæmper på konfliktniveauet. Vi laver faste aftaler for, hvordan I håndterer mistilliden, løgnens efterspil og de svære spørgsmål i jeres konkrete hverdag derhjemme.
- Trin 3: Afdækning af de dybe reaktionsmønstre Når hverdagen er faldet en smule til ro, dykker vi ned under overfladen. Vi bruger anerkendte metoder (som Gottman og EFT) til at forstå, hvorfor tillidsbruddet skete, og hvilke ubevidste behov eller mønstre, der kørte samtalerne af sporet.
- Trin 4: Genopbygning og nye strategier I det sidste stadie af forløbet trækker vi en streg i sandet. Vi arbejder proaktivt med at genetablere en ny, dybere tillid og ruster jer med konkrete kommunikationsværktøjer, så I kan se fremad og skabe et samliv, der er stærkere end før krisen.
I kan vælge i mellem online parterapi, eller fysiske par samtaler i vores lokaler i Korsør. Hvis I bor inden for vores serviceområde, kan vi tilmed aftale at jeres parterapi foregår hjemme hos jer selv. valget er jeres.
Videnskaben bag mønstret: Hvad siger tallene om utroskab?
Utroskab føles som et isoleret kaos i jeres egen stue, men det er et fænomen, der er kortlagt dybdegående i international neuroforskning og adfærdspsykologi. Når vi kigger på tallene og videnskaben, bliver krisen afmystificeret.
Erfaringen taler for sig selv. Gennem mere end 15 år har vi hjulpet over 700 par med personlig udvikling og svære mønsterbrud.
Omfattende nordiske undersøgelser viser, at op mod hver fjerde dansker oplever utroskab i løbet af livet.
Hjernens alarmberedskab er biologisk
Når sandheden kommer frem, dokumenterer neuroforskning, at den bedragedes hjerne går i nøjagtig samme akutte alarmberedskab som ved fysiske traumer. Det er derfor, hverdagen invaderes af lammende utryghed, mistillid og konstante indre film. Det er ikke en overreaktion – det er ren biologi.
I den store nationale undersøgelse, som er kortlagt og dækket hos Videnskab.dk, kortlægges det præcist, hvor dybe spor utroskab trækker i danskernes følelsesliv og samliv. Fakta fra forskningscentret VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser ligeledes, at de relationelle eftervirkninger kræver en dybdegående indsats.
Hos Larsen & Ravn reparerer vi ikke bare på overfladen. Vi anvender evidensbaserede tilgange som Gottman Metoden, EFT (Emotionelt Fokuseret Terapi) og elementer af Metakognitiv terapi samt MBSR (Mindfulness-baseret stressreduktion) for at dæmpe det biologiske stressniveau i jeres nervesystem.
Udforsk vores terapeutiske metoder →Næste skridt: Hvor trykker skoen mest lige nu?
Vi ved, at intet parforhold eller mønster er ens. Hvis artiklen her har sat tanker i gang, har vi opbygget to dybdegående, anonyme ressourcer til jeres næste overvejelser:
Har du et spørgsmål til os?
Sidder du stadig tilbage med et spørgsmål som du ikke har fået besvaret? Så er du meget velkommen til at sende os en besked, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt med et svar.
Du kan også tage et kig i vores artikler