Kuverter med hjerteformede voksegl og et koralrødt silkebånd på mørkeblåt hør – et billede på kærlighedssprog og på at sende kærlighed, så den lander hos den anden

Kærlighedssprog: Gratis test og minikursus for par

Har du styr på dit og din partners kærlighedssprog? Hvis ikke, risikerer I at Jeres kærlighed bliver spildt! Meningen med kærlighed er at opleve den, nyde, og dyrke den. Helt ind i knoglerne, og så hjertet svulmer. her på siden får du et gratis mini kursus, og en kærlighedssprogstest, så du og din partner kan få finjusteret jeres kærlighedssprog. Enten sammen, eller hver for sig. God fornøjelse
Indhold på denne side:

Sender du al din kærlighed til din partner af sted mod øst, alt imens din partner kun kigger mod vest?

Du elsker af hele dit hjerte. Du gør en masse. Og alligevel kommer din partner en dag og siger: »Jeg føler mig bare ikke rigtig elsket.«

Av av. Det gør naller, men det er desværre ikke helt ualmindeligt, og så er det totalt menneskeligt.

Ofte er det nemlig ikke kærligheden, der mangler. Det er oversættelsen. I taler måske bare på hver sin kanal.

Og det er det, kærlighedssprog handler om: de forskellige måder, vi viser og tager imod kærlighed på.

På den her side får du to ting, kvit og frit:

  • En gratis kærlighedssprog-test med 25 udsagn. Den viser, hvordan du tager imod kærlighed, hvordan du selv giver den, og hvad du savner lige nu. Du kan tage den alene eller sammen med din partner.
  • Et minikursus i 3 korte lektioner med min video og en lille kortbunke til hver lektion.

Ingen tilmelding. Ingen mail. Ingen forpligtelse.

Og så får du noget, de fleste andre sider om kærlighedssprog springer over: forudsætningen for, at I sammen for alvor kan aktivere kærligheden med de fem kærlighedssprog. Den afslører jeg lige efter minikurset, og den er måske det vigtigste på hele siden.

Har I mistet følelserne for hinanden, eller er der vold eller kontrol i jeres forhold, så er det ikke kærlighedssprog, I mangler at udforske. Læs mere her.

Begrebet kærlighedssprog stammer fra Gary Chapmans bog The Five Love Languages (1992), på dansk »Kærlighedens 5 sprog« (Forlagsgruppen Lohse). Testen og teksterne her er udviklet af Larsen & Ravn og er ikke Chapmans officielle test.

Minikursus i kærlighedssprog: 3 korte lektioner

Videoen varer under 6 minutter, og den er delt op i 3 lektioner. Se dem gerne i rækkefølge, og gerne sammen.

Ved siden af hver video ligger en lille kortbunke med spørgsmål og opgaver. Se en lektion, og træk så et kort.

Lektion 1: Når I taler forbi hinanden (0:00–1:31)

Kender du følelsen af, at I taler to helt forskellige sprog? Du sender kærlighed af sted mod øst, men din partner står og kigger mod vest. Du siger »jeg elsker dig« på din måde, men det lander bare ikke rigtigt.

I lektion 1 får du billedet af problemet, og du hører kort om de fem kærlighedssprog, som Gary Chapman beskrev. Hvert sprog er en slags kanal. Og når I ikke er på samme kanal, kan kærligheden gå tabt, selvom den er der.

Video: lektion 1 · 0:00–1:31 · 1 min. 31 sek.

Kortbunke · lektion 1

Hvordan lander kærligheden hos jer?

Små spørgsmål om, hvornår kærligheden når frem, og hvornår den går tabt på vejen.

8 kort i bunken

Træk et kort, alene eller sammen. Tag jer god tid, og lyt mere, end I svarer. Du må altid sige pas til et kort.

  1. Spørgsmål Hvornår har du sidst følt dig rigtig elsket af din partner? Hvad skete der helt konkret? Jo mere hverdagsagtigt, jo bedre.
  2. Spørgsmål Hvordan har du for nylig vist kærlighed, som din partner måske slet ikke lagde mærke til? Det er helt normalt, og det tæller alligevel. 🥰
  3. Spørgsmål Hvad tror du, din partner ville svare, hvis du spurgte: »Hvornår føler du dig mest elsket af mig?« Gæt først. Spørg bagefter.
  4. Spørgsmål Da du var barn: Hvordan viste de voksne, der var omkring dig, kærlighed? Mange af os taler stadig det sprog, vi voksede op med. Eller det, vi savnede.
  5. Spørgsmål Hvornår har I sidst talt forbi hinanden, selvom I begge mente det godt? Husk: Øst og vest. Ingen skurk, bare to forskellige kanaler. 🥰
  6. Opgave Skriv tre små ting ned, som din partner har gjort for dig den seneste uge. Små ting tæller lige så meget som store. 🥰
  7. Opgave Spørg din partner i dag: »Hvad gjorde jeg for nylig, som fik dig til at føle dig holdt af?« Lyt bare. Du behøver ikke at forklare eller forsvare noget.
  8. Opgave Sæt ti minutter af i aften. Fortæl skiftevis om et øjeblik, hvor I følte jer virkelig elsket af den anden. Den ene fortæller, den anden lytter. Så bytter I.

Lektion 2: De fem kanaler i hverdagen (1:31–3:24)

Her gennemgår jeg de fem sprog ét ad gangen, med helt almindelige hverdags-eksempler:

  • Anerkendende ord: »Jeg er så stolt af dig.« Eller når du fortæller hende, at du elsker hende endnu højere end bacon. Så ved man, det er alvor.
  • Tid til hinanden: Sluk telefonen, luk for Netflix, og gør noget sammen. Gå en tur, lav mad, tag de lidt dybere snakke.
  • Gaver: Ikke nødvendigvis diamanter. Det er tanken bag. Chokoladen efter en hård dag, eller en blomst fra haven.
  • Tjenester: Du fikser det løse dørhåndtag, laver morgenmaden eller sørger for, at bilen er klar til turen.
  • Fysisk berøring: Kram, kys, hånd i hånd. Det er gratis og utroligt effektivt.
Video: lektion 2 · 1:31–3:24 · 1 min. 53 sek.

Kortbunke · lektion 2

Fem kanaler i jeres hverdag

Ord, nærvær, tanke, handling og berøring. Find ud af, hvilke kanaler der er skruet op hos jer, hver især.

8 kort i bunken

Træk et kort, alene eller sammen. Tag jer god tid, og lyt mere, end I svarer. Du må altid sige pas til et kort.

  1. Spørgsmål Hvilke to kanaler gør dig allermest glad, når du får kærlighed på dem? Svært at vælge? Så skriv bare flere end to. Det er helt normalt.
  2. Spørgsmål Hvilken kanal sender du selv mest på? Og er det den samme, som du helst vil modtage på? Mange giver det, de selv ville ønske sig. Men langt fra alle.
  3. Spørgsmål Hvilken sætning fra din partner ville du gerne høre lidt oftere? Skriv den gerne ned, ord for ord. Ordenes menneske
  4. Spørgsmål Hvornår var I sidst ægte sammen, uden skærme og uden et halvt øje på mobilen? Hvad lavede I? Og hvordan kan I få mere af det? Nærværets menneske
  5. Spørgsmål Hvilken lille ting har du engang fået, som du stadig gemmer på? Hvorfor betyder den noget? Det er sjældent prisen. Det er tanken bag. 🥰 Tankens menneske
  6. Opgave Tag en opgave i morgen, som din partner gruer for, uden at gøre et stort nummer ud af det. Kærlighed i arbejdstøj. Handlingens menneske
  7. Opgave Giv din partner et langt kram i dag, gerne tyve sekunder, hvis det er velkomment. Spørg gerne først. Berøring er en invitation, ikke et krav. Berøringens menneske
  8. Opgave Skriv hver især jeres gæt på den andens yndlings-kanal. Byt sedler, og snak om det. Et forkert gæt er ikke et nederlag. Det er en opdagelse. 🥰

Lektion 3: Lost in translation og de 3 trin (3:24–5:47)

Forestil dig, at du viser kærlighed med praktiske tjenester, men din partners sprog er anerkendende ord. Så risikerer din kærlighed at gå tabt i oversættelsen. Din partner modtager den simpelthen aldrig rigtigt, fordi I sender og modtager på hver sin kanal.

Derfor er der tre ting, I kan arbejde med:

  1. Lær dit eget sprog at kende, så du kan fortælle din partner, hvad du har brug for.
  2. Lær din partners sprog at kende, så du rammer plet oftere.
  3. Lær at tage imod kærlighed på din partners sprog. Også når den kommer på en anden kanal end din egen.

Trin 3 er det, jeg selv synes er det allervigtigste, og det er også det, forskningen bakker bedst op om (mere om det længere nede). Måske siger han det aldrig med ord, men han står op og skraber ruderne på din bil. Det er stadig kærlighed. Den kommer bare ind på en anden kanal.

Det er lidt ligesom at lære italiensk. I starten er det mega svært, nærmest umuligt. Men efterhånden bliver det helt naturligt.

Video: lektion 3 · 3:24–5:47 · 2 min. 23 sek.

Kortbunke · lektion 3

Lær at tage imod

Kend dit eget sprog, kend din partners, og lær at tage imod kærlighed, også når den kommer på en anden kanal end dine egne.

8 kort i bunken

Træk et kort, alene eller sammen. Tag jer god tid, og lyt mere, end I svarer. Du må altid sige pas til et kort.

  1. Spørgsmål Hvad vil du gerne bede din partner om? Og hvordan kan du sige det uden bebrejdelse? Prøv at starte med »Jeg bliver så glad, når …« Trin 1
  2. Spørgsmål Hvad tror du, din partner savner allermest lige nu? Hvordan kan du finde ud af, om du har ret? Spørg i stedet for at gætte. Trin 2
  3. Modtager-kort Hvad har din partner gjort den seneste uge, som var kærlighed, men som du måske ikke så som kærlighed? Det er tit de stille ting, der glider forbi. Trin 3
  4. Modtager-kort Hvordan siger din partner »jeg elsker dig« uden at bruge ordene? Skrabede bilruder, kaffe, der står klar, en hånd på ryggen. 🥰 Trin 3
  5. Modtager-kort Hvilken slags kærlighed har du sværest ved at tage imod? Hvad tror du, det handler om? Det er helt normalt. Nogle af os skal øve os i at oversætte og i at sige ja tak. 🥰 Trin 3
  6. Opgave Sig »tak, jeg så det« i dag, næste gang din partner viser kærlighed på sin egen måde. Et lille tak kan gøre en stor forskel. Trin 3
  7. Opgave Vis kærlighed i dag på din partners kanal, ikke din egen. Læg mærke til, om den lander. Det er lidt ligesom at lære italiensk. Det bliver lettere og mere naturligt for hver gang. Trin 2
  8. Opgave Gør én lille ting om dagen i 7 dage, hver dag på en ny kanal. Spørg dig selv hver aften: Hvad fik jeg i dag på et andet sprog end mit eget? 7 dages kærligheds-diæt

Forudsætningen: Hemmeligheden bag det hele

Kortbunke · forudsætningen

Sådan lander kærligheden for alvor

Tre kort om at sende kærlighed på din partners sprog og tage imod den på begge jeres sprog.

3 kort i bunken

Træk kortene ét ad gangen, alene eller sammen. Det sidste kort er selve hemmeligheden.

  1. Forudsætningen Send afsted på din partners kærlighedssprog Det er ikke nok, at du elsker af hele dit hjerte. Kærligheden skal også lande. Så send den kodet i din partners sprog, ikke kun i dit eget. 🥰
  2. Forudsætningen Tag imod på dit eget kærlighedssprog Læg mærke til den kærlighed, der allerede kommer din vej på dit eget sprog. Mærk den, og sig tak for den. Det lyder enkelt, men vi overser den tit i en travl hverdag.
  3. Hemmeligheden Udvid dit repertoire: Tag også imod på din partners kærlighedssprog Det er her, hemmeligheden ligger. Din partner viser dig måske kærlighed på sit eget sprog. Lærer du at oversætte det, kan du mærke kærligheden helt ind i knoglerne, også når den ikke kommer på dit eget sprog.

Forskningen peger samme vej: Par, der giver og tager imod kærlighed på mange måder, har det bedst sammen (Flicker m.fl. 2025).

Kærlighedssprog-testen: Find ud af, hvordan I giver og tager imod kærlighed

De fleste tests spørger kun om én ting: hvad du selv kan lide. Den her test spørger om tre:

  • Hvordan kærlighed lander hos dig (det, du modtager)
  • Hvordan du selv viser kærlighed (det, du giver)
  • Hvad du savner lige nu (det, der er tomt i øjeblikket)

For det er netop forskellen mellem de tre, der viser, hvor jeres kærlighed går tabt i oversættelsen.

Det får du: de fem kærlighedssprog og de 6 typer

Du får ikke bare én kasse. Du får en profil over alle fem kanaler, din kærligheds-diæt, og ovenpå den en af de seks typer herunder. Du ser også, hvad du savner lige nu, og om du har en »oversættelses-fejl«, altså om du giver noget andet, end du selv tager imod.

Læs om de fem sprog og de 6 typer

Ordenes menneske (anerkendende ord)
Du lever en masse på ord. Et »tak« eller »hvor er jeg glad for dig« kan bære dig gennem en hel uge. Omvendt kan tavshed føles som afstand, selvom din partner ikke mener noget med den. Fortæl din partner, at ord ikke er pynt for dig. Det er næring.

Når det går tabt: Din partner gør en masse for dig, men siger det aldrig højt. Og du går og venter på at høre det.

Nærværets menneske (tid til hinanden)
For dig er kærlighed, at nogen er helt til stede. Det er ikke antallet af timer, der tæller, men om I faktisk er sammen i dem. Skærme og halve samtaler kan tømme dig, selvom I er i samme rum. Bed om tid uden forstyrrelser, også selvom det bare er tyve minutter.

Når det går tabt: I sidder i hver sin ende af sofaen med hver sin skærm og tror, at I hygger.

Tankens menneske (gaver og små opmærksomheder)
Du bliver rørt af beviser på, at du har været i den andens tanker. Det handler ikke om penge, og det er ikke overfladisk. En lille ting med en historie betyder mere end noget dyrt. Fortæl din partner, at det er tanken, du samler på.

Når det går tabt: Din partner synes, gaver er overflødige, og glemmer, at du ser dem som et bevis på, at du er i din partners tanker.

Handlingens menneske (tjenester)
For dig taler handling højere end ord. Når nogen letter din hverdag, mærker du, at du er passet på. Sig højt, hvad der ville gøre en forskel, i stedet for at håbe på, at din partner gætter det.

Når det går tabt: Du knokler i det stille og bliver skuffet over, at ingen siger tak, fordi din partner ikke opfatter det som kærlighed, men som »det, der skal gøres«.

Berøringens menneske (fysisk berøring)
Kroppen er din hurtigste vej til tryghed. Et kram kan sige mere end mange ord, og et langt fravær af berøring kan føles som en kulde, du har svært ved at forklare. Fortæl din partner, at berøring for dig også er nærhed uden sex, og at små berøringer i hverdagen tæller en masse.

Når det går tabt: I går længe uden at røre ved hinanden. Den ene mærker afstanden i kroppen, mens den anden slet ikke har lagt mærke til det. Og husk: Berøring skal altid være velkommen. Det er en invitation, ikke et krav.

Det flersprogede menneske
Du har flere kanaler skruet højt op, og det er faktisk det mest almindelige. Forskningen tyder på, at mange slet ikke har ét tydeligt hovedsprog. Det er en styrke, fordi der er mange veje ind til dig. Det kan også gøre det sværere for din partner at vide, hvor han eller hun skal starte, så se på, hvad du savner lige nu.

Tag testen sammen: partner-mode

Når du er færdig, kan du sende testen til din partner med knapperne under dit resultat. Så tager din partner den samme test, uden at se dine svar først. Bagefter får I jeres fælles oversættelses-kort: det, I sender og tager imod, det, I begge savner, og 3 små oversættelser til denne uge.

Du kan også gemme dit resultat som et lille resultatkort og dele det. Mange bruger det som en blød måde at starte samtalen på: »Se, det er derfor, jeg bliver så glad, når du …«

Privatliv: Testen regner alt ud i din browser. Vi gemmer ikke dine svar, bruger ingen cookies og beder ikke om din mail. I partner-linket står kun dine point pr. kanal og dit fornavn, hvis du har skrevet det.

Sådan tager du testen

  • Læs hvert udsagn, og svar med det første, du mærker. Der er ingen rigtige eller forkerte svar.
  • Tænk på jeres hverdag de seneste par måneder, ikke på jeres allerbedste eller allerværste dag.
  • Har du ikke en partner lige nu, så tænk på dit seneste forhold eller på det, du gerne vil have.

Gratis test · 25 udsagn · ca. 4 minutter

Tag kærlighedssprog-testen

Du svarer på ét udsagn ad gangen på en skala fra 1 til 5. Til sidst får du din profil over alle fem kanaler, din type, og hvad du savner lige nu.

Dine svar bliver i din browser. Intet bliver sendt eller gemt.

Svarskala: 1 = Passer slet ikke · 2 = Passer lidt · 3 = Passer nogenlunde · 4 = Passer godt · 5 = Passer helt. Testen udregner dit resultat med JavaScript i din egen browser.

Del A: Sådan lander kærlighed hos mig

1. Når min partner siger højt, hvad han eller hun sætter pris på ved mig, kan jeg mærke det helt ned i maven.
2. En lille kærlig besked midt på dagen kan holde mig glad resten af dagen.
3. Jeg føler mig allermest elsket, når vi har tid sammen, og telefonerne ligger et andet sted.
4. En lang gåtur, hvor vi bare snakker, betyder mere for mig end de fleste andre ting.
5. Når min partner kommer hjem med en lille ting, der viser, at jeg har været i hans eller hendes tanker, bliver jeg rørt.
6. Jeg gemmer på små ting, jeg har fået, fordi de minder mig om, at nogen tænkte på mig.
7. Det er tirsdag, og jeg kommer flad hjem. Det betyder rigtig meget, hvis aftensmaden allerede er sat over.
8. Når min partner tager en opgave, jeg har gruet for, føler jeg mig set og passet på.
9. En hånd på min skulder eller et langt kram kan få mig til at falde til ro.
10. Hvis vi går længe uden at røre ved hinanden, begynder jeg at føle mig langt væk fra min partner.

Del B: Sådan viser jeg kærlighed

11. Jeg fortæller tit min partner, hvad jeg er glad for ved ham eller hende.
12. Jeg sender gerne en kærlig besked, bare fordi jeg kom til at tænke på min partner.
13. Når jeg holder af nogen, rydder jeg plads i kalenderen til dem.
14. Jeg foreslår tit, at vi laver noget sammen, kun os to.
15. Når jeg ser noget, min partner vil blive glad for, får jeg lyst til at købe det eller lave det.
16. Jeg husker de små ønsker, min partner nævner i forbifarten, og overrasker med dem senere.
17. Jeg viser kærlighed ved at gøre ting, der letter min partners hverdag.
18. Hvis min partner er presset, er min første tanke: »Hvad kan jeg tage mig af?«
19. Jeg rører ofte ved min partner i forbifarten, fx et kys i nakken eller en hånd på armen.
20. Jeg søger tæt på min partner i sofaen eller i sengen, fordi det er min måde at sige »jeg er her« på.

Del C: Lige nu

Den seneste måned har jeg fået nok af …

21. … anerkendende og kærlige ord.
22. … tid sammen, hvor vi virkelig var sammen.
23. … små tegn på, at jeg var i min partners tanker.
24. … hjælp og praktisk omsorg i hverdagen.
25. … kram, kys og berøring.

Kærlighedssprog virker kun dér, hvor der er noget at oversætte

Kærlighedssprog virker kun som værktøj, hvor der allerede er en god relation. Hvor der er følelser mellem jer. Og hvor I faktisk vil hinanden.

Tænk på det som en radio: Kærlighedssprogene hjælper jer med at finde den rigtige kanal. Men er senderen slukket, kommer der ikke noget ud.

Stil jer selv tre små spørgsmål:

  1. Vil vi hinanden, også når det er svært?
  2. Er der følelser mellem os, også selvom de måske er gemt lidt væk i hverdagen?
  3. Er jeg tryg sammen med min partner?

Kan I sige ja til alle tre, bliver kærlighedssprogene en optimering af jeres samvær: I spilder mindre kærlighed i oversættelsen.

Er I i tvivl, så er det ikke et nederlag. Så er det bare et tegn på, at I skal starte et andet sted, fx med en snak med en parterapeut.

Hvornår giver parterapi mening?

Nogle gange er det ikke nok at finde den rigtige kanal. Og det er helt okay. Et forhold kan komme ind i perioder, hvor man ikke selv kan finde vejen tilbage til hinanden.

Det kan være en god idé at tale med en parterapeut, hvis:

  • I skændes om de samme ting igen og igen, og intet ændrer sig.
  • Den ene af jer føler sig ensom, selvom I bor sammen.
  • I har prøvet at tale om jeres kærlighedssprog, men samtalen ender i bebrejdelser.
  • Du er i tvivl om, om der stadig er følelser, eller om I stadig vil hinanden.
  • Der er sket noget, som har rystet tilliden mellem jer.

I parterapi kigger vi på fundamentet først. Hvad er der mellem jer? Hvad vil I? Og hvor er det, det går galt? Først derefter giver det mening at arbejde med kanaler og oversættelser.

Du behøver ikke vide, om I »er syge nok« til parterapi. Det kan vi finde ud af sammen. Læs mere om parterapi hos Larsen & Ravn, eller ring til mig på 61 77 38 04 for en uforpligtende snak.

Vil du hjælpe os med at sprede kærlighed?

Hvis du har fået lidt ud af vores minikursus i kærlighedssprog og testen, vil det betyde meget for os, hvis du har lyst til at være med til at sprede ringene i vandet. Verden har i den grad brug for mere kærlighed! Vi hører også meget gerne dine kommentarer herunder 🥰

Facebook
LinkedIn
X
E-mail

Har du lyst til at skrive en kommentar?

Hvad tænker du?

Hvad gjorde nogen engang, som fik dig til at føle dig elsket, uden at sige »jeg elsker dig«? Skriv det herunder, og gæt, hvilket sprog det var. Og synes du, der mangler et sjette sprog, så foreslå det. Alle kommentarer bliver læst, før de bliver vist.

Skriv din kommentar herunder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ofte stillede spørgsmål om kærlighedssprog

Er kærlighedssprog videnskabeligt bevist?

Nej, ikke sådan som modellen oprindeligt er beskrevet. I 2024 gennemgik forskerne Emily Impett, Haeyoung Gideon Park og Amy Muise den forskning, der findes om kærlighedssprog. De fandt kun svag støtte til tre af modellens grundantagelser: at der er præcis fem sprog, at hver af os har ét hovedsprog, og at par bliver mere tilfredse, hvis de matcher (Impett, Park & Muise 2024).

Men to ting har belæg. Det hjælper at kende din partners ønsker præcist: Coy og Rodriguez undersøgte 84 par, og mange havde et skævt billede af, hvad deres partner foretrak. Man kommer måske til at give det, man selv ville ønske sig. De par, der kendte hinandens ønsker mere præcist, var mere tilfredse (Coy & Rodriguez 2023).

Og det hjælper at sætte pris på den kærlighed, du får. Når man føler sig værdsat, værdsætter man også sin partner mere. Og den, der værdsætter, bliver mere lydhør over for den andens behov, mere forpligtet og bliver oftere i forholdet over tid (Gordon m.fl. 2012). Det er trin 3 i minikurset: at lære at tage imod kærlighed på din partners sprog.

Er de fem kærlighedssprog en myte?

Delvist. Kasserne er en myte. Samtalen er det ikke. Modellen er en forenkling, og det er netop forenklingen, der gør den nem at tale om. Brug den som et sted at starte, ikke som en dom over, hvem I er.

Historien gik hurtigt herhjemme, da forskningen kom frem i 2024. Videnskab.dk skrev »Forskere: En myte, at der findes fem kærlighedssprog«, og Berlingske skrev »Forskere har undersøgt verdenskendt teori om kærlighed. Nu sår de tvivl om konklusionen« (kræver abonnement).

Weekendavisen landede et mere nuanceret sted i »En balanceret kærlighedsdiæt«. Forskerne vil ikke helt forkaste idéen, men foreslår at se kærlighed som en balanceret diæt, hvor man har brug for lidt af det hele. Og i Illustreret Videnskab er svaret på, om vi så skal gå i en bue uden om kærlighedssprog: »Ikke nødvendigvis.«

Kan kærlighedssprog redde et forhold i krise?

Nej, ikke alene. De studier, der viser, at modellen kan være brugbar, er lavet på par, der er sammen. De viser ikke, at modellen kan bringe følelserne tilbage, hvor de er væk. Et lille studie med 19 par fandt, at deltagerne blev bedre til at sætte sig i deres partners sted efter et kort kursus i kærlighedssprog. Selve kvaliteten af forholdet ændrede sig ikke målbart, måske fordi parrene allerede havde det godt sammen fra start (Nichols m.fl. 2018).

En ordbog kan hjælpe jer med at oversætte, men den hjælper ikke, hvis I ikke har noget at sige til hinanden. Kærlighedssprogene er ikke en reparation af et tomt forhold, og de er ikke en løsning på et forhold, der er fyldt med konflikter. Står I der, så start med fundamentet, fx i parterapi.

Hvad hvis forudsætningerne mangler?

Har I mistet følelserne for hinanden, eller er der ikke noget fælles at bygge på?

Så er kærlighedssprog ikke det rigtige sted at starte. Det sker for flere par, end man tror, og det er ikke et nederlag. Så starter vi med fundamentet. Læs om, hvornår parterapi giver mening, eller ring til mig på 61 77 38 04 for en uforpligtende snak.

Er der vold eller kontrol i jeres forhold?

Så er det ikke kærlighedssprog, I mangler. Det gælder også den stille slags: at blive overvåget, nedgjort, kritiseret i ét væk eller holdt væk fra venner og familie. Kærlighedssprog må aldrig blive en grund til at blive i et forhold, der skader dig.

Er du i tvivl om, hvad du står i, så tag vores test om psykisk vold i parforholdet. Du kan tage den kvit og frit, og den kan hjælpe dig med at sætte ord på det.

Du kan også få hjælp her:

  • Lev Uden Vold, den nationale hotline om vold i nære relationer: Ring 1888. Det er gratis og anonymt, og der er åbent døgnet rundt. Du kan ringe, uanset om du er udsat for vold, selv bruger vold eller er pårørende. levudenvold.dk
  • Dialog mod Vold: gratis psykologhjælp til dig, der bruger vold i din familie og gerne vil have det til at stoppe, og hjælp til din (eks)partner og jeres børn. Ring 35 30 17 17 (mandag–fredag kl. 9–15), eller skriv via dialogmodvold.dk.
  • Ved akut fare: Ring 112.
Findes der et 6. kærlighedssprog?

Gary Chapman mener selv nej. Men forskere har peget på flere måder at vise kærlighed på, som ikke står på listen. Fx små »check-ins«, hvor man spørger ind til den andens dag og trivsel (Pett m.fl. 2022), og at opmuntre den anden i sine egne projekter og støtte i svære tider (Flicker m.fl. 2025). Har du et sjette sprog? Skriv det i kommentarerne længere nede.

Kan man have flere kærlighedssprog, og kan de ændre sig?

Ja. I videoen siger jeg, at vi tit har ét primært sprog. Forskningen nuancerer det: Under halvdelen har overhovedet ét tydeligt hovedsprog, og de fleste har brug for kærlighed på flere måder (Flicker, Sancier-Barbosa & Impett 2025). Et andet studie fandt, at kærlighed på ens »hovedsprog« ikke betød mere for tilfredsheden end kærlighed på de andre sprog (Flicker & Sancier-Barbosa 2024). Det, du har brug for, kan også skifte med livet. I en travl småbørns-periode kan hjælpende hænder måske betyde mere, og når I er uenige, kan et kram betyde ekstra meget (Jakubiak & Feeney 2019).

Skal vi have samme kærlighedssprog for at passe sammen?

Nej. Der er ikke belæg for, at par, der »matcher«, er mere tilfredse (Impett, Park & Muise 2024). Det, der tæller, er, at I kender hinandens måder og lærer at tage imod det, den anden giver. Par, hvor man viser kærlighed på den måde, partneren foretrækker, er nemlig mere tilfredse (Mostova m.fl. 2022).

Hvorfor bruger parterapeuter det så?

Fordi modellen giver jer ord for noget, I ellers går og mærker uden at kunne sige det. Selv forskerne bag kritikken skriver, at modellen hjælper folk med at få øje på vigtige behov i forholdet (Impett, Park & Muise 2024). Den får jer til at spørge i stedet for at gætte. Og som Sarah Holst Kjær siger i Berlingske, er den et redskab til at snakke om tingene, så længe man ikke tager den alt for bogstaveligt.

Er det her Gary Chapmans officielle test?

Nej. Testen er udviklet af Larsen & Ravn med egne udsagn og egen opbygning. Den er et samtale-redskab, ikke en diagnose. Chapmans officielle test findes på 5lovelanguages.com.

Kilder

Bogen bag begrebet

  • Chapman, G. (1992). The Five Love Languages. Northfield Publishing. På dansk: Kærlighedens 5 sprog, Forlagsgruppen Lohse.

Forskning

  • Impett, E. A., Park, H. G., & Muise, A. (2024). Popular psychology through a scientific lens: Evaluating love languages from a relationship science perspective. Current Directions in Psychological Science, 33(2), 87–92. https://doi.org/10.1177/09637214231217663
  • Flicker, S. M., Sancier-Barbosa, F., & Impett, E. A. (2025). Revisiting the five love languages framework: Toward a more flexible model of love expression. Journal of Marital and Family Therapy, 51(4), e70078. https://doi.org/10.1111/jmft.70078
  • Flicker, S. M., & Sancier-Barbosa, F. (2024). Testing the predictions of Chapman’s five love languages theory. Journal of Marital and Family Therapy. https://doi.org/10.1111/jmft.12747
  • Coy, A. E., & Rodriguez, L. M. (2023). Affection preference, enactment, and relationship satisfaction: A dyadic analysis of love languages. Journal of Marital and Family Therapy, 49(4), 741–761. https://doi.org/10.1111/jmft.12655
  • Gordon, A. M., Impett, E. A., Kogan, A., Oveis, C., & Keltner, D. (2012). To have and to hold: Gratitude promotes relationship maintenance in intimate bonds. Journal of Personality and Social Psychology, 103(2), 257–274. https://doi.org/10.1037/a0028723
  • Mostova, O., Stolarski, M., & Matthews, G. (2022). I love the way you love me: Responding to partner’s love language preferences boosts satisfaction in romantic heterosexual couples. PLOS ONE, 17(6), e0269429. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0269429
  • Nichols m.fl. (2018). Journal of Human Sciences and Extension. https://doi.org/10.54718/vbdz5406
  • Pett, Lozano & Varga (2022). Revisiting the languages of love: An empirical test of the validity assumptions underlying Chapman’s (2015) five love languages typology. Communication Reports, 36(1), 54–67. https://doi.org/10.1080/08934215.2022.2113549
  • Jakubiak, B. K., & Feeney, B. C. (2019). Personality and Social Psychology Bulletin, 45(3), 431–446. https://doi.org/10.1177/0146167218788556

Dansk presse

Video

Parterapeut Ulf Larsen i forgrunden, smilende og imødekommende, med et par i baggrunden. Billede til booking af parterapi og hjælp til parforholdet.

Skal jeg hjælpe jer videre?

 

Find ledige tider og book jeres tid her.

I kan booke parterapi direkte — eller starte med en snak, hvis det passer bedre.

Ring 61 77 38 04

Har du et spørgsmål til os?

Sidder du stadig tilbage med et spørgsmål som du ikke har fået besvaret? Så er du meget velkommen til at sende os en besked, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt med et svar.

Du kan også tage et kig i vores artikler

Tag springet. Vi hjælper dig med din personlige udvikling og omsorg gennem hypnose, terapi og coaching.
Start med en afklaring

Vi vil gerne tilbyde dig en gratis og uforpligtende afklaring med dig, for at finde det helt rette forløb til dig. Vores samtale kan enten foregå telefonisk eller ved et møde online.

Det eneste du skal gøre er at række ud og booke et møde. Du kan også ringe direkte til os på:  61 77 38 04, eller sende os en email til: info@larsenogravn.dk