Hjælp dit barn med at håndtere angst

Desværre bliver angst mere og mere udbredt. Også blandt børn. Som forælder kan det være hjerteskærende og ubærligt at være vidne til at ens barn bliver overmandet af angstreaktioner og/eller angstanfald. I denne artikel får du, som forælder til et angstramt barn vores bedste input til hvordan du hjælper dig selv bedst muligt, og dernæst hvordan du hjælper dit barn med at håndtere angst.

Lad os starte med dig selv

Ligesom vi har lært at vi selv skal tage vores iltmaske på i flyveren, og derefter hjælpe andre, er det vigtigste i din situation at du er i stand til at bevare din egen indre ro, og overblik. Det er som udgangspunkt en belastning være vidne til børns angst. Derfor er det super vigtigt at du forstår hvad angst er.

terapeut Ulf Larsen fortæller om hvordan du hjælper dit barn med at håndtere angst

Det skal du vide om angst og børn

Det kan virke anderledes, men angst er både ufarligt, og naturligt. Mennesker i alle aldre kan blive ramt af angst, og når det sker, er der altid en bagved liggende årsag. På den måde kan man sige at angstanfald, og angst reaktioner er et symptom på noget andet. Når dit barn oplever angst reaktioner er det derfor et naturligt symptom på at der er noget bagvedliggende der skal håndteres

Derfor får dit barn angst

Børn får angst fordi de har opbygget en indre opfattelse af fare på færde. Det kan være i form af forskellige former for tab: Tænk hvis mor og far dør. Tænk hvis vi bliver fattige. Tænk hvis mor og far skal skilles. Tænk hvis mine venner ikke kan lide mig. Tænk hvis der bliver krig. Osv osv.

Præcis som voksne, lever børn i vid udstrækning i deres egen indre tankeverden. Og præcis som voksne har børn udfordringer med at skelne og håndtere den reelle virkelighed med den virkelighed der automatisk opstår i tankeverdenen.

Når tanker bliver til virkelighed

Det skal slås fast med syvtommersøm: Tanker er aldrig virkelighed! Men de kan føles som virkelighed, og på den måde ender vi alle med at gå rundt med hver vores opfattelse af virkeligheden. Det gælder også vores børn.

Når dit barn danner bekymringer, og indholdet i bekymringerne ikke finder en løsning, vil barnet opleve at der er fare på færde. Altså som en tung mørk sky der omslutter barnet, og er med barnet i alle situationer.

Læs om Larsen og Ravn på TRUSTPILOT

Din tryghed
Hjælp dit barn med at håndtere angst

Angst er et symptom på problemer der ikke bliver løst

Noget af det vigtigste at mestre i livet er at løse problemer. Hverken børn eller voksne er særligt egnede til at trives med problemer. De skal løses! Hvis vores problemer hober sig op, og ikke finder en løsning begynder vi at mistrives. Det gælder i høj grad også børn! Når der er tale om store og væsentlige problemer, er sindet sådan indrettet at der opstår pres og stress. Når problemerne drejer sig om alvorlige og farlige situationer, udvikles der ængstelse, utryghed, usikkerhed og uro. Man kan se det som en beholder under tryk. Trykket vokser og vokser, og til sidst aktiveres sikkerhedsventilen. Angst kan sidestilles med sikkerhedsventilen. Det er kroppen, og sindet der afreagerer ophobet energi. Det er et skrig om hjælp. Men hjælpen er nødt til at komme fra den angstramte selv, og derfor er det vigtigt at du hjælper dit barn med at håndtere angst. Husk på at nu er sikkerhedsventilen blevet udløst, men hvad med problemet? Det eksisterer stadig, og er ikke blevet løst.

Når du hjælper dit barn med at håndtere angst

Allerførst: Find din egen indre ro. Brug din viden til at skabe overblik. Få styr på din vejrtrækning, den bør være rolig og dyb.

Lad din tilstand afspejle sig i din attitude, og din stemme.

Mød dit barn i barnets oplevelse

Anerkend at det er væmmeligt og ubehageligt. Hvis det er muligt kan du skabe fysisk kontakt. Hvis dit barn ikke reagerer positivt på det, så hold lidt afstand. Stille og roligt.

Aktiver barnets sanser

Hjælp dit barn med at dreje fokus. Italesæt det i begge kan se omkring jer. Hjælp dit barn med at se sig omkring, hvor end I befinder Jer. Der vil altid være en masse at kigge på, og tale om. Brug ørerne. Italesæt de lyde der er, og byg små sætninger op omkring lydene. Begynd langsom at føre en samtale med fokus på alle detaljerne fra den virkelige verden der omgiver Jer.

Hjælp barnet med at lande i virkeligheden

Ved at se sig omkring, og lytte godt efter, vil I begge kunne konstatere at der ikke findes nogle problemer lige nu og her. Det er en god anledning til at få trukket vejret dybt, helt ned i maven. Uden at overgøre det, kan du trække vejret dybt sammen med barnet.

Smit dit barn med ro og tryghed

Skru stille og roligt op for din attitude. Smil varmt med øjnene. Brug din stemme roligt og varmt. Vær afspændt og veltilpas i kroppen.

Skift fokus når tid er

Når tiden er til det, kan du skifte fokus. Foreslå at I går en lille tur. Ud på legepladsen, ud i haven, eller i skoven. Hvis det ikke er muligt, så skift rum. I kan bage en kage, eller hvad som helst andet, som er et brud med angst situationen.

Hjælp dit barn med at lægge angsten bag sig

Nu ved du at angst er et symptom på uløste problemer. Derfor er det virkeligt vigtigt at du hjælper dit barn med at håndtere sine tanker, og det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Men der er faktisk en masse du kan gøre.

Tag initiativ til at tale med dit barn om nogle nøje udvalgte emner. Tal om problemer! Men sørg for at I også taler om løsninger samtidig! Gør det til en helt normal rutine at tale om hvad som helst: Store og små problemer, og masser af løsninger.

Lyt til dit barn. Tag de emner op dit barn har på hjertet. Så vidt det er muligt, kan det være en god ide at tage barnets udtalelser bogstaveligt.

Husk: Trøst lukker ofte samtaler og vigtige emner ned. Forståelse, indlevelse og interesse åbner ofte samtaler og vigtige emner op!

Alt i alt er der flere muligheder for at du kan hjælpe dit barn med at håndtere angst. Når det er sagt, er det for de fleste forældre en ekstraordinær situation, og det er bestem heller ikke unormalt at der skal en eller anden form for professionel hjælp til at komme i mål.

Børn kan lægge angst bag sig. Det kræver altid en hjælpehånd fra voksne, og det er en god indledning at barnet får hjælp til at håndtere angsten.

Kærligst/Ulf

Larsen og Ravn.dk